Ordliste

Div. Ord

ORDFORKLARINGER :

FIDEIKOMMIS.

Betegnelsen for en kapital eller gods, der er båndlagt, og hvis renter eller indtægter tilfalder en familie eller indstitution. Grundloven af 1849, forbød oprettelsen af nye fideikommiser. Der er kun ganske få tilbage.

FÆSTE OG FÆSTEGÅRD.

Er et lejeforhold mellem en fæstebond og en herremand, af en landejendom, således at fæstebonden havde brugsret over ejendom. Der kunne være tale om arvfæste såvel som livfæste. Fæsterne betalte landgilde i form af naturalier som for eksempel korn, rede penge eller i form af hoveri. I 1919 overgik det sidste fæstegods til selveje.

GODS.

Større landejendom, hvortil det er knytte flere mindre landejendomme.

HARTKORN.

Betyder hårdt korn, altså rug eller byg. Hartkorn er en gammel dansk måleenhed for jordens bonitet, hvor det var ydelsen på et give areal, der var grundlaget for landgilde/beskatning og ikke arealets størrelse.

HERREGÅRD.

Betegnelsen stammer fra, at ejerne var herremænd, det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en herre - som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om denne gruppe i samfundet.

HOVEDGÅRD.

Betegnelse for en større gård, hvorunder der hørte bøndergods, og hvor der derfor har været gjort hoveri. Lade - og Sædegårde er altid en Hovedgård. En fri hovedgård (selveje) skulle have mindst 200 tønder hartkorn.

HOVERI.

Betegnelse for en modydelse fra fæstebonden som betaling for fæstet. Det var tvungne arbejdsdage for herremanden. Hoveriet blev forbudt ved lov i 1789. Men afvikledes først helt omkring år 1900.

LANDGILDE.

En fæsters årlige afgift til ejeren, betalte i naturalier eller rede penge. Landgilden fastlagdes ved fæstets overtagelse.

LENSBARON.

Besidder af et lensbaroni. Ordningen indførtes i 1671, og til oprettelsen krævedes et gods på 1000 tønder hartkorn, lensbaronierne blev fri ejendom efter lov af 1919.

LENSGREVE.

Titel for besidder af lensgreveskab. Ordningen indførtes i 1671, og til oprettelsen af et lensgreveskab krævedes 2500 tønder hartkorn. Lensgreveskabet fik skattebgunstigelser mod at lenet i givne tilfælde kunne tilfalde Kronen / Staten. Efter lov af 1919, overgik lensgreveskaberne til fri ejendom.

MAJORAT.

Gods eller formue underkastet visse bestemmelser m.h.t. arveforhold mv. Majorat er således fællesbetegnelse for grevskaber, baronier, stamhuse og fideikommisser. Ordningen med grevskaber og baronier (len) kom i 1671. Sådant gods skulle gå i udelt arv, og hvis slægten / familien uddøde skulle lenet tilfalde kronen / staten. Indehaverne af disse len-lensgrever og lensbaroner-havde meget udstrakte rettigheder. I 1683 oprettedes en anden form for majorater, de såkaldte stamhuse, men de første stiftedes dog først i 1690. Opretteren måtte være adelig eller tilsvarende priviligeret. Også med et sådant gods var ideen at holde det samlet i arv til børn eller andre arvinger. Dog kunne der opnås tilladelse til at frasælge bøndergods, men salgssummen skulle i så tilfælde henlægges som fideikommiskapital (substitueres). Ved lensafløsningen i 1919, var der 19 grevskaber, 2 såkaldte grevelige forlods, 1 grevelige fideikommis, 14 baronier, 1 friherreligt forlods, 6 fideikmmoisgodser, 2 familiegodser og 31 stamhuse. I øvrigt 8 substituerede baronier, 2 substituerede fideikommisgodser og 24 substituerde stamhuse plus et ordinært fideikommis.

PROPRIETÆRGÅRD.

En proprietærgård var en større gård; som en større gård regnede man tidligere og med visse særbegunstigelser, en gård på mindst 12 tønder hartkorn til 20 tønder hartkorn, men højst 23½ tønder hartkorn, mens en bondegårde var fra 1 tønder hartkorn til 12 tønder hartkorn. Betegnelse nævnes første gang i 1661. Gården var på 60 til 120 hektar

STAMHUS.

En form for fideikommisgods, der kunne oprettes af enhver privilegeret, der havde en Sædegård på mindst 400 tønder hartkorn. Stamhus gik i arv efter en vis arvefølge og kunne ikke sælges. Ordningen bortfaldt i 1848, og 1919 overgik de bestående stamhuse til fri ejendom.

SÆDEGÅRD.

Hovedgård, som før enevældens indførelse i 1661, var sæde for en adelig familie, eller som senere ved kongelig bevilling, blev optaget i denne klasse hovedgårde.

VÅBENSKJOLD.

Flere historikere har skrivet, at den første differentiering af det danske kongevåben fandt sted omkring 1245, idet man fra dette år har bevaret segl / våben, som Valdemar Sejrs søn Abel, benyttede som hertug af Sønderjylland. Det er udvist hvornår brugen af segl / våben kom til Danmark, men det først omtalte danske segl / våben er fra Roskilde i 1070-1073. Det ældste danske kongesegl / våben kendes fra en tegning og har tilhørt Knud den Hellige. Seglet er fra 1085 og viser kongen med krone og rigsæblet i venstre hånd siddende på en trone med ørnefødder. På kontrasigillet (bagsiden) ses kongen til hest. Flere slægter kun god føre samme våbenskjold, første i 1523 skulle adelen føre fast slægtsnavn og ved indførtes af kongelig enevælde i 1660 var adelens storhedstid forbi. Nu kom der en ny tid for den danske adel (1660-1848), nyadel, der blev uddelt i hundredevis af adelsbevillinger (adelspatent mv), de fik alle et nyt våbenskjold. Et våbenskjold består af flere dele : 1.) Hjelmfigur 2.) Vulst 3.) Hjelm 4.) Hjelmklæde 5.) Felt 6.) Heraldisk figur 7.) Skjold 8.) Skjoldholder 9.) Postament 10.) Motto